Det var ikke præcis sådan, at iværksætteren og ildsjælen Jakob Dalhoff havde forestillet sig sin ny hverdag, da han i 2018 skiftede den danske bopæl og virksomhedsadresse ud med en fremtidig erhvervsbase i ukrainske Lviv.
I Hellerup havde den unge erhvervsmægler, søn af DR Horisont-legenden Peter Dalhoff-Nielsen, tidligt etableret firmaet DN Erhverv A/S og siden trådt nye digitale stier i ejendomsbranchen med netportalerne MatchOffice og Lokalebasen.dk.
Af mangel på dygtige, tilgængelige it-udviklere herhjemme begyndte Jakob Dalhoff tidligt at skæve til den vestukrainske universitetsby, og da han tilmed mødte kærligheden i skikkelse af Maria, lå beslutningen om at flytte sine virksomheder permanent til Lviv lige for.
Men 24. februar 2022 blev idyllen brudt af en frygtet, omend ikke uventet mørk begivenhed: Ruslands hær rykkede over grænsen og indledte sine voldsomme bombardementer og voldsovergreb på den ukrainske befolkning.
Omfattende hjælpearbejde
"Jeg husker den første tid af russernes angreb på os som dramatisk, stressende, men ligesom alle ukrainere fandt også jeg hurtigt ind i nye rutiner i vores forandrede hverdag," siger Jakob Dalhoff.
Straks i krigens første døgn gik den danske virksomhedsleder selv i offensiven: Han effektuerede den nødplan, som han og ansatte havde forberedt, og som allerede havde sendt virksomhedens it-nøglefolk i arbejdseksil i Polen.
En af de første gange i februar 2022, at en noget foruroliget Jakob Dalhoff tog sin i dag vante tur ned i beskyttelseskælderen under lejlighedskomplekset i Lviv. |
Jakob Dalhoff tilbød prompte sine 41 ukrainske MatchOffice-medarbejdere og deres familier mulighed for akut transfer til Danmark, hvis de skulle føle behov for det.
Samtidig gik han i gang med at etablere sit i dag ganske omfattende, vidt forgrenede og stadig voksende støttearbejde. Han skønner, at han i dag bruger op til 70-80% af sin tid på at støtte og udvikle nye støtteprojekter.
Hospitaler til fronten
Den danske direktørs utrættelige ukrainske hjælpearbejde blev også synligt herhjemme, da han sidste sommer via sit netværk gav 115 ukrainske børn og unge et halvanden uges pusterum i den store internationale spejderlejr i Roskilde.
I august på halvårsdagen for den russiske invasion tog Jakob Dalhoff initiativ til en ukrainsk demonstration på Østerbro, hvor den russiske ambassade i nogle øjeblikke ufrivilligt lod sig indhylle i blåt og gult projektørlys.
I de seneste måneder har Jakob Dalhoff formidlet en lang række donationer lige fra LEGO-gaveæsker til begejstrede børn til hospitals-generatorer og mobile hospitaler til Ukraines militære frontlinjer. |
I vinterens løb har den runde fødselar i samarbejde med Rotary-klubber og andre stået bag en lang række donationer - 10 mobile hospitaler til Ukraines militære frontlinjer, tre generatorer til hospitaler i Kharkiv og Mykolaiiv, 25.000 par termofodvarmere til ukrainske soldater og meget mere.
På lokalt plan i Lviv og omegn har Jakob Dalhoff glædet børn og unge med LEGO-gaveæsker og andet legetøj, hjulpet flygtningefamilier med vaskemaskiner, mikroovne og andre fornødenheder, støttet Lvivs cykelklub m.v..
Ved Tech StartUp School Lviv er den danske ildsjæl desuden medstifter af Ukrainsk-dansk Center for Videnskabeligt og Teknologisk Samarbejde, hvor han underviser og er mentor for unge ukrainske iværksættere.
Sans for timing
"Krigens forfærdelige måneder har bragt mig meget tættere på det ukueligt kæmpende ukrainske folk og land, end jeg ganske givet ellers ville være kommet hernede," siger Jakob Dalhoff.
50 års fødselarens sikre forretningssans og evne til at være forudseende, handle hurtigt, time og søsætte nye initiativer er således ikke blot kommet hans ukrainske ansatte, men ved skæbnens ugunst siden februar 2022 også i hundredvis af andre krigsramte ukrainere til gavn.
"Krigens forfærdelige måneder har bragt mig meget tæt på det ukueligt kæmpende ukrainske folk og land, som til stadighed virkelig imponerer mig dybt," siger direktør Jakob Dalhoff, der runder 50 år 1. maj. |
I privatsfæren er Jakob Dalhoff ud over at forkæle sin ukrainske familie stærkt dedikeret til sin nye galophest og lovende stjerneskud Slava Ukraini, p.t. bedste 3-åring i Skandinavien, som i vinter viste løfterige takter i stærkt selskab i Dubai.
Traditionen tro hylder fødselaren den internationale mærkedag 1. maj ved at arbejde - hele dagen. Jakob Dalhoff plejer dog at være lydhør for at afse tid til et stykke fødselsdagskage med sine ansatte samt alle dagens øvrige gratulanter. ●
Læs mere her:
Lokalebasen.dk: Jeg er imponeret over det ukrainske folks indædte kampvilje
Estatemedia.dk: Øjenvidneberetning fra Ukraine: Effektuerer vores emergency plan
Dagensbyggeri.dk: Akut nødhjælp - sender tre danske strømgeneratorer til Ukraine
Berlingske.dk: Matilde Kimer elsker Rusland, og det er svært for ukrainerne at forstå