Jeg er trist, stresset, men rasende imponeret over det ukrainske folks indædte kampvilje

Jeg er trist, stresset, men rasende imponeret over det ukrainske folks indædte kampvilje

02
mar
2022
Steen Uno
Jakob Dalhoff, adm. direktør og ejer af Lokalbasen.dk og MatchOffice.com, kæmper for at holde modet og moralen oppe hos sig selv, familien og først som sidst de 40 ukrainske medarbejdere i den danske it-virksomheds hovedkvarter i Lviv.
02
mar
2022
Steen Uno


 

 

 

 
"Jeg føler mig uendelig trist, dybt deprimeret og stresset indeni, men først som sidst er jeg rasende imponeret over disse herlige, elskelige ukraineres noget så forrygende spirit og indædte kampvilje for deres frihed. 

Jeg arbejder i disse dage døgnet rundt på at holde kontaktlinjer til en hel masse forskellige folk i Danmark, som er klar til at yde ukrainsk support og til at fordømme Rusland på alle tænkelige måder."

48-årige Jakob Dalhoff, CEO og ejer af den danske udlejningsportal Lokalebasen.dk og dens internationale søsterportal MatchOffice, kæmper en hård kamp i defensiven for at holde modet og moralen oppe samt gnisten intakt hos sig selv, hos familien samt i første række hans 40 ukrainske medarbejdere på it-virksomheden i Lviv.

Efter to års corona-nedlukning stod MatchOffice ellers for omsider at genåbne sit kreative kontormiljø i Lvivs udkant i det vestlige Ukraine, men i stedet trængte kriseplanlægning og logistisk beredskab sig brat ind på dagsordenen. 


Nødplan iværksat 

Straks torsdag morgen, få timer efter at russiske kamptropper havde overskredet de ukrainske grænser, effektuerede Jakob Dalhoff den emergency-plan, som han og medarbejdere havde udarbejdet i februar for en sikkerheds skyld. 

En nødplan, der blandt meget andet allerede har ekspederet flere af virksomhedens it-nøglemedarbejdere i sikkerhed og arbejdseksil i Polen, mens andre står klar til at følge efter i det øjeblik, at situationen skulle forværres og eskalere til også for alvor at ramme og involvere Lviv.  


 



Selv om MatchOffice-kontoret i Lviv stadig var corona-nedlukket i januar, samlede
Jakob Dalhoff nogle af sine medarbejdere for at forberede den krisenødplan, som
brat 
måtte iværksættes i torsdags.


 

"Desuden er de godt 30 børn og unge fra to børnehjem, som deltager i vores MatchOffice-velgørenhedsprojekt, hvor vi bl.a. lærer dem engelsk, lykkeligvis blevet hjulpet over grænsen i tide og videre til Italien," siger Jakob Dalhoff.

Han gav i går sine ængstelige ansatte og deres familier muligheden for en akut transfer til Danmark, hvis de skulle føle behov for det.

"En hel række af mine venner og bekendte i Danmark har erklæret sig parate til at åbne døren for mine medarbejdere og deres nærmeste. Jeg har også en bil stående med fuld tank, som kan bruges til akut transport over grænsen til Polen," siger Jakob Dalhoff.         


Skæbnens ironi

Det er skæbnens ironi, at Jakob Dalhoff, opvokset i Hørsholm nord for København, brat er havnet i en intimiderende krigssituation, hvor russerne er fjenden.

MatchOffice og Lokalebasen.dks grundlægger og direktør er søn af den forhenværende journalist Peter Dalhoff-Nielsen, der i 60´erne og 70´erne var kendt og anerkendt DR-korrespondent i Sovjetunionen og Østeeuropa, hvorfra han flittigt rapporterede til DRs hedengangne udenrigsmagasin Horisont. 


 



Mens stemningen stadig var i top i januar i år, hvor Jakob Dalhoff samlede alle sine
MatchOffice-medarbejdere til sne- og teambuilding efter knap to års enerverende
corona-nedlukning af kontoret i Lviv.
       


 

"Min farmor stammede fra Skt. Petersborg, men måtte flygte til Danmark i 1917. Ved siden af sit job i Danmarks Radio skrev min far en række bøger om Østeuropa og østeuropæiske samfundsforhold.

Ikke mange har brugt så mange sommerferier som jeg på at rejse rundt med mine forældre i det gamle Sovjetunionen og i områder, der i dag er selvstænige lande - de baltiske lande, Hviderusland og også Ukraine," siger Jakob Dalhoff. 


Rørt af nyhed

Hidtil har han og de flere hundrede andre danske erhvervsfolk i den vestukrainske universitetsby Lviv - bortset fra et missilangreb på en militærbase uden for byen - kunnet nøjes med et par eller tre sirene-dekreterede daglige ophold i beskyttelsesrum og kældre. 

"Søndag aften sad jeg i beskyttelseskælderen under vores etageejendom (se fotos øverst, red.) og så Mette Frederiksen dukke frem på min iPad, hvor hun meddelte, at Danmark netop havde besluttet at sende våben til Ukraine.

Jeg blev simpelt hen så glad og rørt, at jeg helt spontant begyndte at græde og kunne derfor næsten ikke får det sagt videre til de andre i kælderen," fortæller Jakob Dalhoff.


 



Jakob Dalhoff uddelte før jul diplomer og smartphones til deltagerne i MatchOffice
velgørenhedsprojektet - 30 børnehjemsbørn og unge, som netop er blevet hjulpet
sikkert til Italien.


 

Den danske virksomsleder i Ukraine har foreløbig tænkt sig at forblive i Lviv for at tage bedst mulig vare på sin ukrainske kæreste, familie og medarbejdere.

"Min forlovede har sin mor og bedstemor her, og det gør, at vi ikke forlader byen. Hvis de får brug for hjælp, er vi de nærmeste, da resten af familien er i udlandet.

Samtidig føler jeg en forpligtelse til at holde moralen højt blandt mine MatchOffice-medarbejdere. Jeg har garanteret dem, at de også vil have deres job i morgen, om en uge og om et år samt deres løn - den garanti er meget værdsat i et land, hvor der ikke findes noget socialt sikkerhedsnet," tilføjer Jakob Dalhoff.  ● 

 



Jakob Dalhoff, CEO hos MatchOffice og Lokalebasen.dk, kan kontaktes på jd@lokalebasen.dk samt på mobil 2616 4486



 

Søg erhvervslokalerOpret søgeagent
Vores medlemskab
  • Lokalebasen medlemskab logo
  • Lokalebasen medlemskab logo