Sådan finder du din perfekte coworking-base - tjek disse 10 nyttige tips

Sådan finder du din perfekte coworking-base - tjek disse 10 nyttige tips

26
mar
2019
Steen Uno
Den globale coworking-trend og spirit fortsætter sin forrygende popularitet og himmelflugt. Aldrig har der været et større udvalg af spændende, kreativt indrettede coworking-miljøer at vælge mellem end netop nu - også i de danske byer. (Foto: UMA Workspace)
26
mar
2019
Steen Uno

 

 

 

 

 

Coworking-bølgen fortsatte i 2018 med at rulle med uformindsket kraft og blandt andet skylle ind over hidtil upåagtede lokationer. Caféer og restauranter verden over så deres snit til at fylde liv i dagtimernes ofte halvtomme lokaler med glade coworking-entusiaster.

Coworking´ens evne til at få mennesker til at finde og arbejde sammen på nye måder - på tværs af alle faggrænser og sektorer, firmastørrelse og beliggenhed - vil i år brede sig videre og trafikere  hotellobbies, indkøbscentre og lignende egnede lokationer, imødeser eksperter.

Fælles arbejdsrum og miljøer samler mennesker med forskellige baggrunde, tanker, tilgange og støtter iværksættere i at udvikle mere kreative, levedygtige ideer og løsninger.

For disse start-up´ere er de største udfordringer som oftest at disponere deres tid rigtig, opretholde motivationen og de rette produktivitets-niveauer gennem en hel arbejdsuge. Det kan det gode coworking-miljø i høj grad hjælpe dem med. Det er nemlig lettere at holde fokus borte fra hjemmekontoret.


Nye coworking-udbydere

I 2018 holdt to kendte internationale coworking-kæder deres indtog i København. Finske Technopolis åbnede i september UMA Vestergade, og hollandske Spaces flyttede omtrent samtidig ind i Købke Hus i Carlsberg Byen.

I løbet af 2019 vil den amerikanske workspace-udvikler og gigant WeWork med 550 spaces i knap 100 lande sine første coworking-miljøer i først Stockholm og herefter København.

Adskillig flere og andre end de store internationale udbydere har inden for det seneste års tid åbnet nye spændende, spektakulære coworking-miljøer i København samt i landets største og større byer.

Netop nu udbyder omkring 50 coworking-miljøer samt 450 kontorfællesskaber ledige spaces og faciliteter på Lokalebasen.dk.


Sådan kommer du i gang

Magasinet NINEtoFIVE har sammensat en tjekliste med 10 nyttige tips til, hvordan du kommer i gang med at finde dit nye skrivebord i det coworking-fællesskab, som bedst matcher dine behov:

1. Hvor vil du arbejde

Beliggenhed kan være alfa og omega for din kommende arbejdsstation - beliggenhed i forhold til din bopæl, dine kunder, med- og samarbejdsrelationer med flere. Indkreds, hvor det giver bedst mening for dig at opslå coworking-hovedkvarter. Bemærk, at de større coworking-kæder har mange forskellige lokationer, som man via sit abonnement kan sikre sig adgang til.

2. Hvad har du brug for

Indkreds, hvad din kommende coworking-arbejdsplads skal kunne. Har du brug for et dagligt kontor, måske et repræsentativt domicil, hvor du kan holde forretningsmøder? Eller har du blot behov for at komme lidt uden for hjemmekontoret og sidde i en work lounge af og til - eventuelt på et fleksibelt dagspas til en eller måske flere coworking-lokationer?

3. Give it a try

Aftal en gratis arbejdsdag, et såkaldt dagspas, hos den eller de coworking-udbydere, som du har udvalgt som interessant, potentiel arbejdsstation. Test grundigt igennem, om du umiddelbart føler, at du vil kunne trives med stedets sociale atmosfære og teamspirit, men også med miljøets indretning, lyd- og lysforhold samt øvrige tekniske faciliteter.


 



Den sociale dimension er en af hovedårsagerne til, at du søger coworking-miljøet -
men mulighederne for at vælge kreativ indretning, rum- og møbeldesign er talrige
i dagens varierede udbud af spændende coworking-miljøer. 

  

4. Er værktøjet i orden

Tjek i detaljer, om stedets it-værktøjer nu også fuldt ud kan opfylde dine behov - netspeed, printere, espressomaskine etc. - men også overordnede indretninger som møde- og konferencelokaler, de rigtige samtale- og stillerum med videre, som du uvilkårlig vil få brug for i dit fremtidige arbejdsflow.

5. Kan du li´ tapetet

Rumdesign og indretning er som oftest det enkelte coworking-miljøs stolte særkende. Trives, inspireres og arbejder du allerbedst i farverige omgivelser med forskellige rum- og møbelindretninger, i mere regelrette kontorrum med rene linjer, måske begge dele eller noget helt fjerde? Dagens coworking-udvalg har aldrig været mere righoldigt og varieret.

6. Netværksmiljøet

Den sociale dimension er en af hovedårsagerne til, at du opsøger coworking-miljøet. Men social sfære, inspiration og adspredelse er flere ting: Hvis det er stram, stringent professionel networking, du leder efter, bør du prioritere et coworking- eller kontorfællesskab, der målretter sig efter lige præcis din branche og dine forretningsmæssige interesser.

7. Tjek lige events-kalenderen

Ud over den daglige værdifulde netværkskontakt med stedets øvrige coworkers kan du profitere - både socialt og fagligt - af de fælles-arrangementer og events med videre, som de fleste coworking-udbydere med respekt for sig selv løbende sammensætter og tilbyder. Tjek altid stedets events-kalender.

 



Trives, inspireres og arbejder du bedst i farverige omgivelser med forskellige rum-
og møbelindretninger eller i mere traditionelle kontorrum med rene linjer? Dagens
udbud af coworking-miljøer har aldrig været større og mere varieret.

   

8. Plads til at vokse

Har du ambitioner om at vækste, vokse og udvide din virksomhed, bør du allerede nu tage bestik af stedets muligheder for større albue- og arbejdsrum. Du kan måske om allerede få måneder få brug for at udvide din coworking-arbejdsstation med flere pladser - måske endda et eget afgrænset kontorrum. Kom på forkant fra starten.

9. Hvad betaler sig bedst

Er du opstartende iværksætter, kan lejen være en faktor i dit budget. En coworking-station i København koster typisk 1-4.000 kr. pr. måned, men til at begynde med kan du måske klare dig med en håndfuld dagspas (fra ca. 100 kr.) til nogle interessante coworking-miljøer, der kan sætte din virksomhed på rette spor. Husk, at de fleste priser kan forhandles.

10. Hvordan binder du dig

Korte bindingsperioder er en af de store fordele ved at tilvælge coworking-miljøet. Modsat traditionelle kontorlejemål kan du ofte nøjes med at binde dig for din coworking-plads i blot en eller to måneder. De større coworking-udbydere opererer gerne med tre måneders kontraktforløb, som fornyes automatisk, indtil de opsiges.  ●

                                                                                                                                                                                        

 

Læs mere her:
Lifehacker.com: The Beginner's Guide to Coworking
Coworker.com: How to find the best coworking space for your needs
Lokalebasen.dk: Her finder du dit næste coworking- eller kontorfællesskab

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Søg erhvervslokalerOpret søgeagent
Vores medlemskab
  • Lokalebasen medlemskab logo
  • Lokalebasen medlemskab logo