Københavns nye bykvarter vil alt i alt rumme 110.000 nye kontorkvadratmeter, når Postbyen et par minutters gang fra Hovedbanegården står færdigbygget i 2028.
Ud over Danske Banks 73.000 m² kommer kontorhuset The Stamp, der indvies i 2024, til at bidrage med nye 24.000 m² kontorarealer, mens to towers under opførelse vil rumme yderligere godt 12.000 m² kontorlejemål.
København Citys ny Manhattan vil dog blive andet og meget mere end ´financial district´. Det vil en grøn bypark samt et total bilfrit område gøre deres for at sikre.
Desuden vil 162 lejligheder, 234 hotellejligheder, almene boliger, studieboliger, udlejningsboliger samt liberale erhverv - butikker, restauranter, caféer - give kontorbyen masser af menneskeligt islæt og dagligt byliv.
Åbent byrum
"Med Postbyen får København et helt nyt byrum med butikker, restauranter og virksomheder på en central placering, der før lå isoleret mellem baneterrænet og Kalvebod Brygge.
Den ny promenade og forbindelsen fra Hovedbanegården til vandet vll åbne området op og blive et stort aktiv for København," sagde daværende overborgmester Frank Jensen, da han i 2019 lagde grundstenen til det ny City-kvarter.
Postbyen kommer alt i alt til at rumme 110.000 nye kontorkvadratmeter, når det nye bykvarter beliggende et par minutters gang fra Hovedbanegården står færdig i 2028. Visualiseringer: Postbyen.dk |
"Ambitionen har været at omdanne det tidligere lukkede område til et åbent og attraktivt bykvarter af international standard, som både danske og internationale virksomheder, beboere, københavnere og turister vil efterstræbe.
Fokus er rettet mod at bringe den omkringliggende by med ind i Postbyen for at skabe en inviterende og integreret ny bydel i København," supplerede Lundgaard & Tranberg Arkitekter, der har udviklet den samlede plan for Postbyen.
The Stamp
I takt med at Danske Banks ca. 400 medarbejdere i årets første halvår tager deres ny domicil i brug, gør Postbyens andet nye store kontorbyggeri klar til at byde yderligere godt 2.000 kontorfolk indenfor på sine otte etager.
The Stamp er et full-service multibrugerhus for store og mellemstore virksomheder indrettet med workspaces dedikeret til professionel networking. Hver etage på ca. 4.300 m² kan rumme op til 250 kontorarbejdspladser.
Danske Banks ny domicil i Bernstorffsgade vil huse 4.000 medarbejdere og skabe optimale rammer for kundeoplevelse, samarbejde samt udnyttelse af teknologiske muligheder. |
I tredje og sidste etape af den ny bydels færdiggørelse opføres yderligere to towers, der vil føje 5.500 m² og 6.500 m² til Postbyens da samlede kontorarealer på 110.000 m².
Byggeetape 3 rummer også almene boliger og ungdomsboliger, der skal stå klar i 2028. Postbyens bygninger opføres med LEED- og DGNB-certificeringer, som vægter miljømæssige, sociale og økonomiske aspekter for bæredygtighed. ●
Læs mere her:
Postbyen.dk: Københavns nye bykvarter
Lokalebasen.dk: Dynamisk flerbrugerhus i Postbyen
Thestamp.dk: Sublim beliggenhed mdit i København
Nyheder.tv2.dk: Danske Bank fraflytter hovedsæde og efterlader kunstsamling